Det kræver nemlig lidt mod, at samle sig sammen og tage ansvar for sin egen energi og kraft.
Jeg kan f.eks ofte skjule mig selv lidt ved at lægge låg på følelser som jeg tror, at verden synes er for meget, for dramaqueen, for hysterisk, for følende, for alternativ…ja altså i det hele taget lidt ubelejlige.
Det gør jeg ikke fordi nogle siger at jeg skal eller fordi jeg altid er bevidst om det. Jeg gør det fordi det får mig til at passe ind i flokken og det føles trygt og rart. Det er der ikke nødvendigvis noget i vejen med – det giver mig jo noget, som jeg har brug for.
Problemet er, hvis det som det kræver af mig er større end det som det giver mig. Og fordi jeg ikke kan rykke mig ud af stedet, så længe jeg ikke er tro overfor mig selv!
Spørgsmålet er så: Har jeg så meget brug for at passe ind i flokken af usynlighed, at jeg ikke vil vise hele mig? Eller er gevinsten større på den lange bane ved at stå ved hele min energi?
Ja, det er sikkert nemt nok set udefra. Måske du kender det indefra også….så er det ikke nødvendigvis så nemt. Hvilken kraft kunne du hive hjem igen?
Men en ting er jeg sikker på…det er ikke sundt i længden at skjule sider af sig selv. Det bliver man syg af!
Så hvad er det værste, der kan ske?
Og hvem er det sværest at vise? Måske fordi de betyder meget og deres anderkendelse er vigtig.
Jeg har hvert fald besluttet, at øve mig i at tage kraften tilbage til mig selv ved at rumme og vise de følelser, der nu engang er i mig og blive stående i det.
For er det ikke i længden mere ubelejligt at leve delt på midten end at blive set helt?
ENJOY