+45 61 60 76 08 kontakt@katrinejuul.dk
Vælg en side

Ved du, hvorfor det giver så god og langsigtet mening at arbejde med begrebet Madmestring?

Well … spoiler: Fordi det giver dig magten tilbage. Tillbage fra maden. Tilbage fra samfundets mange meninger om hvordan din sundhed skal tage sig ud på tallerkenen og i din badedragt på stranden.

Det er radikal empowerment.

Madmestring – at mestre maden

I dag er maden mange steder blevet et moralsk foretagende. Et spørgsmål om, hvad der er rigtigt eller forkert. Godt eller dårligt. Og det er rigtig dårlige kriterier for mad. Og rigtig dårlige kriterier for dig.

Hvorfor?

Fordi mad ikke handler om rigtig og forkert. Det handler om mad.

Godt eller dårligt. Rigtigt eller forkert. Sundt eller usundt.

Det er falske modsætninger og har faktisk ikke noget at gøre med selve maden. Det har noget at gøre med markedsføring og magt. Vi vil alle sammen gerne være rigtige, sunde og med i gruppen. Ikke udenfor ligesom de usunde, vel? Vi har fået indført en pligt i samfundet til at søge sundheden. Den rigtige sundhed.

Men sundhed markedsføres forskelligt hver uge, og det bliver langt de fleste kun bims og forvirrede af. Ikke handlekraftige og sunde. Er kartofler sunde eller usunde i denne uge? Må jeg spise animalsk protein … eller endnu værre: fedt? Må jeg i det hele taget spise fedt? Er det bedst med æg og ananasjuice herfra og til evigheden?

Madmestring handler om at tage magten hjem igen. Hjem til den sunde fornuft, og hjem til kroppens klogskab.

Det er min mad og min krop

Igennem forskellige madmestringsstrategier kan vi lære at få et selvkærligt og fleksibelt forhold til vores mad og vores krop. Et forhold med madvalg, der støtter op om vores egne værdier og drømme her i livet, og som ikke er rigide og fokuserede på restriktioner og forbud.

En af de grimme sideeffekter ved al den moraliseren over vores mad er, at det er tæt på umuligt at blive på dydens smalle sti. Og hvad så? Hvad så når vi gang på gang træder ved siden af? Hvis jeg har virkelig lyst til is hver dag i sommerferien, selv om jeg vejer ” lidt for meget”. Hvis det pludselig bliver jul, og der er mange brune kartofler. Hvis jeg har brug for at spise flere ostemader i en periode, fordi det hele er lidt svært. Hvis sovs i sutteflaske er min største drøm.

Så kan man hurtigt komme til at fusionere sine madvalg med sit selvværd.

Hvis jeg ikke kan holde mig på dydens smalle sti, så er jeg en fiasko.

Og det er rigtig rigtig grimt. Det gider vi sgu ikke mere. Så pil ned af min tallerken, og lad mig bestemme selv.

Bevidsthedens lommelygte

Men Katrine, der ER jo nogle madvalg, som gør mig tyk og ked af det.

Jeps, det er der, og skal vi lige slå fast, at tykhed ikke nødvendigvis er hverken sørgeligt eller usundt. På den anden side må man gerne ønske sig at bo i en slankere krop uden at være tykfobisk. Det bestemmer du faktisk selv.

Min pointe er, at ved at lære at madmestringsstratgier, kan du bedre vælge frit, hvad der passer til dig. Det kan du, fordi du lærer at se lidt mere objektivt og lidt mere bevidst og lidt mere selvkærligt på dine madvalg og dine muligheder. Du tager magten hjem til dig selv igen. Og det føles godt.

Med bevidsthedens lommelygte kan du fokusere på lige præcis det, som DU har brug for i dit forhold til mad for at føle madro, kropsglæde og finde din naturlige vægt.

Det var bare det.

ENJOY

Vil du med på listen til at modtage emails fra Katrine Juul med artikler, events og kursustilbud mm?