Katrine Juuls madhistorie

Jeg elsker mad og er en kæmpe nørd.

Opfostret på fynsk vegetarmad og hippie kærlighed med masser af luft under vingerne.

Engang var jeg sådan et lille langt tyndt siv, som vennerne prøvede at fede op uden held. Jeg slog vejrmøllen dagen lang, galoperede rundt i naturen og nød at bevæge min krop.

Det ændrede sig.

Pludselig var jeg i 40´erne og havde jeg taget 14 kg på i løbet af nogle få år.

Snigende med vægten kom utilfredsheden med kroppen, skammen, tyngden og smerterne. Den indre kritiker fik frit spil. Hvor blev letheden og glæden af? Følelsen af frihed?

Det måtte være fordi, at jeg gjorde noget forkert. Spiste noget forkert. Og ja, jeg lavede jo heller ikke motion som sådan. Det måtte være det. Det gjorde de andre og de var jo tynde. De andre. Mere rigtige.

Jeg har hele mit voksenliv været ret optaget af sundhed (altså sund mad – ikke motion) og gjort det til min levevej. 

Det betød, at jeg altid lavede mad til alle andre og i en del år på arbejde blot selv græssede. Kunne til sidst slet ikke finde ud af at holde pause og spise selv. Give mig selv den grundlæggende omsorg. Samtidig var jeg meget optaget af hvad der var rigtig og lødig mad. 

Jeg græssede dagen lang i køkkenet. På farten. Maden fyldte mange timer om dagen. Tanker om mad. Hvad. Hvor meget. Hvornår. Jeg hungrede – men måske ikke efter mad.

Jeg var kommet til at putte Moral ned over mad og sundhed. 

Altså vurdere mad ud fra dens sundhedsværdi og sætte direkte lighedstegn med rigtig eller forkert. Og snigende kom jeg også til at vurdere mig selv og andre ud fra det. Hvis maden var sund og lækker, så var den rigtig –  og så var jeg rigtig.

Det var en afvej.

Jeg måtte tage et valg, om at være mere loyal overfor mig selv end overfor ydre krav om rigtig og forkert. Den var tough.

Jeg måtte grave ind under vaner, skygger, sociale masker og uhensigtsmæssige overbevisninger for at finde fast fodfæste igen.

Jeg har nu tabt nogle af kiloene – ikke alle, men det er jeg helt ok med. Jeg er ikke 20 år mere. Jeg føler mig godt tilpas i min krop og den kan langt det meste af det jeg gerne vil med den. Vi er blevet venner. Det her er min naturlige vægt.

Desuden har jeg fået et mere fleksibelt mindset med min mad, der gør, at jeg ikke lader mig hindrer og ikke vurderer min rigtighed ud fra hvad jeg spiser. Hvor meget, hvor sundt, hvor tit. Der er ro på maden. Jeg nyder den. Det er enkelt.

Jeg kan stadig have dage, hvor jeg kigger i spejlet og tænker “ Oh my God, der kan da stå en tekop på den der røv…” Men så sender jeg et fingerkys og smiler, for jeg ved, at sådan er livet – en lang læreproces, og det er det nok også for dig. 

Forskellen er blot, om du kæmper imod i magtesløshed og prøver at hade dig til en krop, du gerne vil elske – eller om du omfavner livet og lader mad være mad. Med klarsyn, viden og handlekraft.

Min mission er at være her sammen med dig på din rejse ud af mad kaos og tilbage til glæde og frihed.

Skal vi følges?