+45 61 60 76 08 kontakt@katrinejuul.dk

Denne her skønne ret er hurtig, nem og vidunderlig dyb i sin smag. Brug den som tilbehør eller som en selvstændig salat.

Hokkaido har brug for noget syre for at trække smagen frem, så hvis du synes, at den er blevet lidt fad i det – så giv den lidt mere citron/ balsamico og lidt salt. Sammen med lakridssmag fra fennikel og hvidløgenes bagte sødme er du godt kørende.

Ingredienser

1 lille Hokkaido græskar – økologisk så du kan bruge skrællen også
1 Fennikel
1 Rød chili, hakket
8-10 fed Hvidløg med skal på
Olivenolie
Saft og skal af en halv citron
Salt og peber

Fremgangsmåde

Vask hokkaido græskaret godt og halver det. Skrab kernerne ud og skær selve græskaret i skiver på ca. 1 cm tykkelse. Nogle synes, at skrællen kan være lidt besk – det synes jeg ikke, men hvis du bedre kan lide det – så skræl det blot.

Skær fennikel over og fjern det aller groveste af stokken indeni og skær den i cm tykke skiver.

Læg fennikel, hokkaido og hvidløgsfed med skal på – på en bageplade og vend det rundt med olivenolie og chili. Dryp citronsaften og revet skal over og drys med salt og peber.

Bag grøntsagerne i ovnen ved 200 grader i ca. 30 min. De skal være bløde og gyldne i kanten. Det gør ikke noget hvis de ser lidt sort grillede ud i enderne, men de må ikke blive brankede.

Smager vidunderligt både helt varmt og afkølet. Du kan også blande dem med en håndfuld ruccola salat blade til en lun salat.

Når du spiser de bagte hvidløg, kan du blot trykke eller klemme dem ud af deres skal og de er bløde og fine.

Græskarets sødme træder mest i karakter når den ikke er helt afkølet.

ENJOY

Underskrift